Skal jeg registrere mig, hvis dronen ikke har kamera?
Vejer dronen under 250 gram og har hverken kamera eller anden sensor, skal du ikke. Det samme gælder legetøjsdroner. Vejer den over 250 gram, skal du registreres – også uden kamera.
Hvor gammel skal man være?
Er du under 15 år, må du kun flyve droner under 250 gram. En tungere drone må du kun flyve under opsyn af en på mindst 15 år, der har det dronebevis, dronen kræver.
Hvor længe gælder et dronebevis?
Fem år fra det er udstedt. Derefter tager du prøven igen. Har du både A1/A3 og A2, fornyer A2-prøven begge.
Skal dronen være forsikret?
Ja, medmindre det er en legetøjsdrone. Spørg dit forsikringsselskab, om din indbo- og ansvarsforsikring dækker dronen. Policenummeret skal bruges, når du registrerer dig.
Må jeg flyve over naboens have?
Er haven omkranset af hegn, hæk eller mur, skal du have lov først. Uden hegn må du ikke flyve tættere end 2,5 meter på bygninger.
Hvad med en ældre drone uden C-mærke?
Vejer den under 250 gram, flyver du efter samme regler som med C0. Vejer den mellem 250 gram og 25 kg, skal du have A1/A3-beviset og holde 150 meter fra boliger, erhverv og rekreative områder.